Skabeloner
Her finder du skabeloner til udarbejdelse af nye opgaver og undervisningsforløb samt lærervejdningen.
For at sikre kvaliteten af materialerne har vi udarbejdet nogle vejledende kvalitetskriterier, som du finder herunder.
God arbejdslyst!
Vejledende kvalitetskriterier for udvikling af arbejdsmarkedsrettede OBU-forløb
Følgende kvalitetskriterier har vi brugt i projektet som pejlemærke for udviklingen af undervisningsforløb. Kriterierne er vejledende, og alle kriterier kan næppe opfyldes i lige høj grad inden for hvert forløb.
Kriterierne er inspireret af ressourcen læremiddeltjek.dk.
Nedenfor beskrives hvert kriterie gennem en række tjekspørgsmål.
En grundpræmis i ordblindeundervisningen for voksne (OBU) er at der ofte er flere deltagere på et hold, men at der er opstillet individuelle mål for hver deltager. I udviklingen af undervisnings-forløbene må man meget gerne medtænke hvordan undervisningen kan blive holdbaseret, men fleksibelt justeres så det passer med de individuelle deltageres forudsætninger og behov.
Fleksibilitet
- Har forløbet en passende længde (fx 3-10 lektioner), så det bliver en tilpas byggeklods der kan passe ind i andre undervisningsforløb?
- Kan forløbet gentages (med små justeringer) på et andet hold?
- Lægger forløbet op til at underviseren kan differentiere og/eller justere undervisningsaktiviteterne, hvis det er nødvendigt? Såvel ift. de enkelte deltagere på det tiltænkte hold, som deltagere i andre kontekster.
Støtte til underviseren
- Er det klart hvilke forudsætninger deltageren/deltagerne skal have for at få udbytte af forløbet?
- Er det forventede udbytte af forløbet tydeligt?
- Er undervisningsaktiviteternes rollefordelinger klare
- hvad gør hhv. deltageren, andre holddeltagere og underviseren hvornår?
- Fortæller forløbet hvordan og med hvilken viden eller hvilke strategier aktiviteter/opgaver skal udføres, og hvad der er centralt for deltageren at komme til at gøre/prøve?
- Giver forløbet inspiration til løbende og afsluttende evaluering?
Målorientering
- Er forløbets indhold relevant for et eller flere overordnede (arbejdsmarkedsrettede) undervisningsmål?
- Har forløbet en klar sammenhæng mellem overordnet undervisningsmål, skriftsproglige færdighedsmål og herunder specifikke delmål?
- Understøtter forløbet underviseren og deltagerne i løbende at reflektere over og koble indhold og aktiviteter til de opstillede mål for undervisningen?
Legitimitet
- Er indhold og aktiviteter forankret i generel forsknings- og praksisviden? (Dokumenteret nytteværdi og/eller bred konsensus blandt erfarne undervisere)
- Er det tydeligt, atforløbet omsætter viden om god ordblindeundervisning til relevante aktiviteter, dvs. er aktiviteterne nyttige?
- Matcher forløbet rammerne for OBU (fx oplevet relevans, løbende evaluering, skriftsproglige færdighedsmål, m.v.)?
Layout og tilgængelighed
- Er selve udtrykket i forløbet tilgængeligt for underviseren, dvs. til at navigere i (så der fx også kan plukkes af det) og er det klart og præcist fagligt formidlet?
- Er deltagernes undervisningstekster (fx øvelser og forklaringer henvendt til OBU-deltageren) læselige (grafik, overskrifter, diagrammer, tekstbokse, læserute, navigerbarhed) og læsbare (ordvalg, syntaks, kohæsion)?
- Er forløbets aktiviteter meningsfulde (kan de forstås og gennemføres?) og appellerende (er de indbydende, motiverende, varierede osv.)?
Progression
- Er der en tydelig progression i indholdets sværhedsgrad? Det kan være i forhold til mængde, længde, abstraktionsgrad, eller kan man se en bevægelse fra
- at deltageren opnår viden om noget til
- at deltageren tilegner sig strategier og videre til
- at deltageren vælger relevant strategi.
- Er der en tydelig progression i arbejdsformernes sværhedsgrad? Det kan fx være en bevægelse fra mere lærerstyrede processer til mere deltagerstyrede processer eller forskelle i hvor mange processer deltagerne skal integrere på samme tid.